Skip to content

Velkommen til Skærbæk Egnskors hjemmeside

Følg os på Facebook

Nyd en dejlig sommerkoncert med Skærbæk Egnskor, fællessang og kaffebord.
Billetter kan købes HER

Skærbæk Egnskor åbner dørene i Emanuel til årets sommerkoncert onsdag d. 21. maj kl. 19.30
Igen i år venter der tilhørerne et spændende koncertprogram, som bl. a. tager udgangspunkt i, at det i år er 80 år siden, vi fejrede 2. verdenskrigs afslutning.
”En lærke letted og tusind fulgte” – frihedssangen over alle frihedssange – er på korets repertoire.
Det er den gode gamle godnatsang ”Solen er så rød mor” også, og den står ved siden af en af de nyere aftensange fra Højskolesangbogen ”Et hav, der vugger sig til ro nu”. Koret glæder sig også til at fremføre en spændende ny højskolesang ”Døber sanger, knægte flammer”
Skærbæk Egnskor har i anledning af 220 året for HC Andersens fødsel genoptaget Jens Rosendals tekster med Erik Sommers musik om HC Andersen.
Tre dage efter koncerten drager koret til Odense for at synge HC Andersen-delen sammen med Odinkoret i Odense Zoo.
Og derefter holder koret sommerferie ind til den nye sæson starter i august.
Ved pianoet sidder Pia Hansen, og det er som sædvanligt Tove Tersbøl, der svinger dirigentstokken.

Skærbæk Egnskor har sunget i så at sige samtlige kirker i radius af 40 km. fra Skærbæk. Dertil kommer koncerter i forbindelse med rejser i ind- og udland, hvor Polen og Sydafrika er længst væk.

Koret har eksisteret siden 1982. Igennem alle årene har dirigenten, Tove Tersbøl, ledet koret, og varemærket er sang, der klinger smukt. Koret synger på flere sprog – lige fra “synnejysk” til zulu. Der synges hovedsageligt a cappella, men af og til arbejder vi sammen med en akkompagnatør eller et orkester.

Vores repertoire spænder vidt: Fra danske sange, salmer og pop til musical, evergreens og kirkemusik.
Der afholdes hvert år flere kirkekoncerter, men vi synger også i andre sammenhænge. Der er tradition for, at koret arrangerer egne forårs- og julekoncerter i Kulturhus Emanuel i Skærbæk.